Vent på mig Sisyfos, jeg er lige bagved! – Writers Blog

Historien om Sisyfos er, i min optik, verdens bedste historie om livet. Sjovt nok har vi fået lavet pointen godt og grundigt om. For ja, han triller en kæmpe sten foran sig opad en stejl bjergside. Og ja, når han når toppen, triller stenen ned igen. Så er det forfra, bedstefar! Igen og igen.

Men – i vores fornuftigt tænkende verden har vi fået gjort Sisyfos til idioten. Og når vi refererer til ”Sisyfosarbejde,” så er det en beskrivelse af et job, der ikke giver noget mening. Det er futilt. Op ad bakken og ned igen, uden noget formål.

Det er bare slet ikke pointen i historien! Sisyfos var Grækenlands klogeste mand. Så klog, at guderne straffede ham – og selv da lurede han dem: Han triller nemlig stenen op og ned, dag efter dag, år efter år, med et smil på læben.

”Og heri ligger hele forskellen. I princippet er det jo fuldstændig lige meget, hvad man gør, hvis man kan mærke sin livsglæde kildre i maven, mens man gør det.”

Sisyfos har forstået, at livet er én lang række af problemstillinger, man skal løse for at komme videre. Det stopper aldrig. Hvis du troede, at du nogensinde ville nå til et punkt, hvor dagene ikke på en eller anden måde spænder ben for dig, så tro om igen.

Hvis man vil være lykkelig, må man blive god til at løse problemer. Hvis man vil være rigtig lykkelig, må man elske at løse problemer.

Sisyfos er blevet min helt, og når jeg indimellem er nødt til at gøre noget, jeg hader, spørger jeg mig selv: ”Hvordan ville det her mon være, hvis du elskede det?” På den måde har jeg fundet de særeste metoder til at gøre trælse ting sjovere. Eksempel: Når jeg stryger mine skjorter, underviser jeg i strygning. Jeg står med andre ord og instruerer mig selv i strygning, mens jeg stryger! ”Nu skal du se, så gør du sådan her – og så skal den vendes.” Det er jo helt sygt, men det virker. Jeg kan stryge og more mig samtidig.

På sigt er min ambition at kunne gøre hvad som helst og more mig imens. Vent på mig Sisyfos, jeg er lige bagved!

Historien om Robert Støvsuger er inspireret af Sisyfos-myten. Den handler ikke om en mand og en sten, men om en robotstøvsuger, hvis trygge veje krydses af en appelsinfarvet kattekilling. Og det ændrer alting...

Hvis du vil læse “Robert Støvsuger", kan den købes som e-bog for under en tyver –